Hjælpepakker til virksomheder og institutioner var jo tænkt som en hjælp i en svær tid, men for nogle museer kan de ende med at blive problematiske og i værste fald nyttesløse.
Som ODM tidligere har anført, er de generelle hjælpepakker i udgangspunktet skabt til erhvervslivet og ikke til kultur, herunder museer, hvor en blandet økonomi med egenindtjening, offentligt tilskud og donationer i forskellige sammensætninger gør det vanskeligt at passe ind i de fastlagte rammer. Dette manifesterer sig i øjeblikket tydeligt for de museer med offentligt tilskud på under 50%, som søger hjælpepakker, der bestyres af Erhvervsstyrelsen.
Ikke-øremærkede tilskud modregnes efter uhensigtsmæssig regnemodel
Et af problemerne ligger i, at der har hersket stor forvirring i forhold til, hvorvidt – og i så fald: hvordan – museernes offentlige tilskud skal modregnes ved ansøgning af hjælpepakkerne. Det er klart, at hvis et offentligt tilskud er øremærket til en bestemt omkostning, skal den selvfølgelig modregnes eventuel støtte. Museernes offentlige driftstilskud er imidlertid kun sjældent øremærket bestemte udgifter og går derfor i en normal museumsdrift til at sikre den samlede varetagelse af museets basisopgaver. Men i ansøgningssammenhæng skal der skelnes skarpt mellem faste (husleje, el mv.) og variable (løn mv.) omkostninger, og tilskuddet skal så fordeles forholdsmæssigt mellem faste og variable omkostninger efter en fordelingsnøgle – hvilket er en ukendt måde for museer at opgøre deres offentlige tilskud på.
Eksempel: Museet har samlede omkostninger på 300.000 kr., hvoraf 200.000 kr. er variable omkostninger og 100.000 kr. er faste omkostninger. I dette tilfælde skal 1/3 af museets offentlige tilskud modregnes de faste omkostninger, der kan søges kompensation for.
Denne udlægning af ansøgningskravene fremgår af et svar fra Erhvervsstyrelsen på forespørgsel fra FSR – danske revisorer.
Modregning og tung administration kan gøre det nyttesløst at søge
I erhvervsmæssig sammenhæng giver regnestykket givetvis mening, men i en museumssammenhæng bliver modregningen absurd, og for mange museer kan det ende med, at støtten til faste driftsomkostninger bliver ubetydelig. Kombineret med krav om revisorpåtegning og i det hele taget den tunge administrative byrde forbundet med ansøgningsprocessen, kan det ende med at være nyttesløst at søge.
Endnu værre er det, at modellen for modregning af tilskud ikke fremgår af den eksisterende vejledning, når man søger puljen, endsige af bekendtgørelsen på området – og da regnestykket i en museumssammenhæng er ulogisk, kan museerne ikke forventes at have medtænkt denne modregning. Hvis et lignende princip viser sig at være gældende hvad angår museernes donationer, bliver det selvsagt endnu mere bekymrende.
I ODM arbejder vi selvklart for at rejse ovenstående problemstilling politisk.