Kulturministeren: Museer skal ikke være fæstninger

Terrorsikkerheden på de danske museer er for lav, mener Sikkerhedsbranchens direktør Kasper Skov-Mikkelsen. Det udtrykker han til DR P1 Eftermiddag, hvor kulturminister Mette Bock og flere af Folketingets kulturudvalgsmedlemmer forholder sig til kritikken.

Mette Bock understreger, at det overordnede ansvar for terrorsikkerheden på museerne ligger hos Justitsministeriet. Hun advarer desuden om at forvandle de danske museer til ”fæstninger” og fastslår samtidigt, at sikkerhedssituationen på Danmarks kulturinstitutioner overvåges nøje.

På linje med kulturministeren understreger Venstres kulturordfører Britt Bager vigtigheden af ikke at gøre museerne til fæstninger.  

Britt Bager: Vi må ikke lukke os om os selv
”Kulturen binder os sammen som folk og skaber sammenhængskraft. Derfor er det vigtigt, at vi som land og som samfund ikke lukker os om os selv. Vi bliver nødt til at tro på, at vores efterretningstjeneste er så dygtig, at de kan imødekomme, hvis Danmark står overfor et angreb, siger Britt Bager.

Ifølge Mogens Jensen (S) er det kulturministernes ansvar, at sikre, at museerne tager ansvar for sikkerhedsniveauet:

”Det må være et krav også fra politisk side, at alle statsanerkendte museer passer på kulturarven for os alle sammen og derfor selvfølgelig må have en plan for sikkerheden. Og er det ikke tilfældet, så mener jeg, at kulturministeren må sørge for, at det sker,siger han.

Alternativets kulturordfører Rasmus Nordqvist mener ligeledes, at det er museernes opgave at vurdere og sikre terrorsikkerheden.

”Hvis de mener, at der skal tages politisk stilling til det, så skal vi selvfølgelig se på det. Men ellers så mener jeg, at det er museernes opgave også at tage sig af sikkerhedsspørgsmål,” siger Rasmus Nordqvist.

 

Publiceret:
16/02/2017