Museer og EU’s støtteprogrammer

Der er mange dogmer om, hvor meget arbejde det kræver at få del i midler fra EU’s støtteprogrammer. Det er derfor interessant, at Network of European Museum Organisations (NEMO) netop har undersøgt, hvorledes museer i Europa får del i relevante støtteprogrammer. Det er ikke opløftende læsning: af EU-programmet Creative Europes midler (kulturdelen) uddeles kun 6% til museer og i programmer som Erasmus+, Horizon 2020 og Europe for Citizens programmerne kommer under 1% af midlerne museer til gode. Generelt deltager kun få museer i EU’s støtteprogrammer, og det er i særlig grad de nordeuropæiske (danske!) og østeuropæiske museer, der ikke tager del i programmerne. Der er dog gode muligheder for, at museer generelt kan gøre sig bedre gældende i EU’s politiske støttede satsninger. ODM vil granske rapport og anbefalinger – og arbejde med de forhold, der tilsyneladende hindrer danske museer i at deltage.

Se NEMO’s rapport og anbefalinger

Publiceret:
20/11/2019