Kulturminister Mette Bock vil gerne ændre den statslige museumsstøtte. Hun vil se på samspillet mellem stat og kommuner og på museernes fem hovedopgaver. Er det eksempelvis en god ide at bevare museers forskningsforpligtelse? Museerne har generelt taget godt imod ministerens initiativ, om end de enkelte institutioner frygter, hvordan en eventuel ændring af fordelingen af statsmidler vil påvirke dem hver især. Før blikket rettes mod talkolonnerne, bør vi både se opad og mod horisonten. Hvad er museernes rolle i samfundet, og hvor vil vi gerne have, de bevæger sig hen? Det er vigtigt, at en eventuel ændring af fordelingen understøtter de visioner, der er for fremtiden.
Museer er en bragende succes
Det går bragende godt for de danske museer. Fra 2013 til 2016 er antallet af besøgende på de fem statslige og 97 statsanerkendte museer steget med ca. 2,5 mio., så de nu har 12 mio. besøgende årligt. Dertil kommer de ikke-statslige museer, som har ca. 4 mio. gæster. Besøgsfremgangen skyldes både spektakulære (ny)byggerier og mere spændende formidling, der rammer et bredere publikum.
Museernes succes afspejler sig også i øget international anerkendelse. Aldrig har de danske museer modtaget så mange internationale priser
Hertil kommer, at danske museer opnår flotte omtaler i internationale medier. Over hele verden er museer trækkraften i at gøre byer og områder til spændende destinationer. Amsterdam, Liverpool, London, New York, Emiraterne har oplevet et investeringsboom, hvor museerne er tiltænkt hovedrollen i at tiltrække attraktive turister.
Med meget store investeringer i danske museer og oplevelsescentre – tusind tak, fonde – kan Danmark bestemt også være med. Aarhus er blevet en rigtig interessant destination i kraft af de tre verdensklasse-museer Den Gamle By, Aros og Moesgaard. Tirpitz ved Blåvand og Vadehavscentret ved Ribe har med flot arkitektur og udstillinger gjort det sydvestjyske hjørne af landet til et ’must see’. I Københavnsområdet har Louisiana været det første og største eksempel på, hvordan arkitektur og international orientering kan tiltrække. Med milliardinvesteringer i et nyt naturhistorisk museum vil hovedstadsområdet blive endnu mere spændende at besøge.
Disse meget iøjnefaldende udviklinger er nemme at italesætte og kan være gode argumenter, når man fortæller stat, kommuner og fonde om museumssektorens fortræffeligheder. Og selv om de fleste museumsledere vånder sig over stramme budgetter, skal vi huske at glæde os over den positive udvikling og sektorens store popularitet. Men hvis vi kun ser på museerne ud fra en instrumentel tilgang, dvs. hvordan de er redskaber til at opnå nogle konkrete og typisk økonomiske mål, kan vi lige så godt bede en investor hyre en kendt arkitekt, smække en unik bygning op og lave udstillinger med kendte kunstnernavne eller populære temaer. Det er Disney-modellen.
Dannelse og oplysning for alle
Museernes rolle er langt vigtigere end de økonomiske effekter. Hvad er værdien af et oplevet nationalt fællesskab? Hvordan måler vi de berigende oplevelser, hundredtusindvis af skolebørn får på museerne? Hvad er værdien af en udstilling, som skaber refleksion over liv og død og natur? Hvad er værdien af, at arkæologer finder stadigt flere brikker i det enorme puslespil, som tilsammen gør os klogere på fortidens mennesker og samfund? Hvad er værdien af, at museerne har i tusindvis af frivillige (og lige så mange museumsforeningsmedlemmer, som der er medlemmer af politiske partier)? Disse svært målbare værdier er museernes vigtigste opgave at udvikle og værne om. Det er dannelses-modellen.
Det kan lyde som endnu en tur rundt om de veluddannedes hjemmebane. Men det handler om at tage arven fra oplysningstiden alvorligt i en moderne tid og have ambitionen om at nå ud til store dele af samfundet uanset alder, geografi, uddannelse og etnicitet. Ny teknologi bidrager til at nå nye målgrupper. Men nogle grupper rammes bedst af noget så gammeldags som det talte ord leveret af engagerede guider og museumsinspektører. Børnene får måske den største oplevelse ved, at de selv er aktive.
Dannelsesidealet handler også om, at historien/kunsten/naturen tilhører os alle. Museernes arbejde med meget differentierede målgrupper, herunder dem, der aldrig har sat deres ben på et museum, hører derfor også til en af de vigtigste opgaver. Med offentlige midler i ryggen ligger en forpligtelse til ikke kun at tale til det traditionelle museumssegment, men også give mere svage stemmer en røst. Et af de bedste eksempler er senil demente, som især Den Gamle By har gjort en flot indsats for. Men det handler også om at tage folkelige temaer op. Da Esbjerg Museum havde udstilling om pigtrådsmusik, og Bramming Egnsmuseum om den lokale speedwaysport ramte det nye grupper, som aldrig havde besøgt et museum før. De følte nu stolthed ved, at netop deres hobby blev løftet ind på et museum.
Velunderbygget viden skaber debat
Museerne er også fora for diskussion af vanskelige spørgsmål, fx Danmarks rolle som slavehandelsnation, immigration og integration. Vi lever i en tid, hvor nyhedsstrømmen både er enorm og flygtig, og hvor samfundsdebatten bliver stadig mere søjleopdelt og uforsonlig. Her byder museerne sig til i kraft af, at de med velunderbygget viden sætter emner i perspektiv og inviterer til dialog – og til provokation ved at sætte tingene på spidsen. Folk blev voldsomt provokerede af guldfisk i blenderen på Trapholt, men installationen pegede samtidig på, at vi alle til stadighed har indflydelse på liv og død, bl.a. ved at vi som kødspisere dagligt er med til at slå dyr ihjel.
Det er vigtigt, at danske museer ikke rammes af den politiske korrektheds bacille, som vi desværre ser i flere vestlige lande. Kun gennem en åben og fri debat kan der pumpes frisk luft ind i demokratiets og kulturens arterier. Dannelsesidealet handler også om, at den friske luft ikke kun skal befinde sig i ’de lærdes’ luftlag. Grundtvigs ’Er lyset for de lærde blot’ er lige så aktuel nu, som da han skrev sangen i 1839 i kampen mod fundamentalisme og åndsmonopol.
For Grundtvig handlede det om at blive klogere på livet, på sig selv og på samfundet og dermed finde ud af, hvad vi er rundet af.
Og hvad har alt dette at gøre med kulturministerens mulige ændring af museumsstøtten og museumsloven? I første omgang handler øvelsen mest om tal og lovgivning, men den slags har også virkninger for i hvilken retning, institutioner udvikler sig. Folkeskoleområdet er et skræmmende eksempel på, hvordan der er skabt små teknokratfabrikker. Skoleelever skal have påfyldt kompetencer, så de kan blive gode medarbejdere i samfundsmaskineriet. Men hvor er ånden og skolen som lokalt kulturcenter? Og hvor er skoleinspektøren som en betydningsfuld stemme i lokalsamfundet? Hende har new public management taget. Såfremt museerne skal videreudvikle de gode takter, skal vi ikke kun kigge på fordelingen af støtten, men spørge hvad det er for et museumsvæsen, vi ønsker. Organisationen Danske Museer, ODM, har i den forbindelse formuleret en række principper.
Brug for samlet museumsvæsen
Et fagligt solidt og vedkommende museumsvæsen i hele landet, er det første vi skal sikre os. Faglig soliditet spredt ud over hele landet koster og kræver et statslig basistilskud. Der er stor forskel på museernes størrelse, men differentieringen er en styrke. Nogle museer ser først og fremmest sig selv om en del af en international liga, andre finder deres mission i en stærk lokal identitet og interesse. Det er akkurat som i fødevare- og bryggerisektoren. Her er der store internationale spillere, men der er også dygtige lokale spillere, som med kvalitetsvarer har en stærk opbakning. Eksempelvis kunstmuseerne Ribe, Fåborg og Fuglsang, som bedriver god forskning, viser interessante udstillinger, har en stærk lokal position og samlinger og aktiviteter, der rækker ud nationalt og internationalt. De danske museer er del af et samlet ’væsen’. Det skal vi værne om.
Understøttelsen af en fortsat dynamisk udvikling er et andet princip. Et udviklingsorienteret museumsvæsen kræver ressourcer til at sætte nyt i gang, skabe tværgående samarbejde, nye formidlingsformer målrettet specifikke brugergrupper, mere internationalt samarbejde m.m. Museernes basismidler er temmelig beskedne. Derfor er der behov for at få genskabt en central udviklingspulje. Siden den seneste museumslov trådte i kraft i 2013, er næsten totredjedele af en fælles strategisk pulje i Slots- og Kulturstyrelsen forsvundet. For især mindre museer er det vigtigt, at puljen ’fyldes op’ igen.
En mulig nyordning af støtten skal baseres på gennemsigtige principper og en enkel administration. ODM er i den forbindelse tilhænger af, at støtten bliver både opgave- og aktivitetsbestemt. Ved at definere en række basisopgaver får vi defineret, hvad der er statens interesse i kulturarvsbevaring og –formidling.
Bevar forskningsforpligtelsen
ODM mener også, at alle statsanerkendte museer fortsat skal leve op til museumslovens fem hovedopgaver; indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. Museer bør ikke fritages for forskningsforpligtelsen. Museernes hovedopgaver hænger uløseligt sammen, og forskning er den produktudvikling, som bidrager til at skabe vedkommende og vidensbaseret indsamling og formidling. Har en institution vanskeligt ved at leve op til museumslovens krav, må den samarbejde med andre om at løse opgaven. Det sker allerede i vid udstrækning på konserveringsområdet.
En ændret støtte og museumslov vil ikke ændre museumsverdenen radikalt. De afgørende aktiviteter skabes trods alt af dygtige ledelser og engagerede medarbejdere i samspil med bestyrelser, kommuner, fonde og staten. Men det igangværende arbejde er en god anledning til at spørge: Hvad er dybest set museernes opgave? Herefter handler det om, hvordan der kan skabes incitamenter og lovgivningsmæssige rammer til, at museerne både udvikler deres placering i oplevelsesøkonomien, i kultur- og naturarvsarbejdet og som væsentlige deltagere i kultur- og samfundsdebatten.