Museumsformidlerprisen uddeles af foreningen Museumsformidlere i Danmark (MiD), som ønsker at bringe de bedste museumsformidlingsprojekter frem i lyset. MiD’s Formidlerpris gives til et særligt inspirerende og vellykket museumsformidlingsprojekt, og vinderen er i år:
“Landsoldaten” og “Levende portrætter” – Museerne i Fredericia
I det mobile spil ”Landsoldaten” går man på opdagelse på Fredericia Vold og hjælper Landsoldaten med at finde historiske genstande, der tilsammen fortæller om Fredericias historie. Gennem en række missioner møder man både krig, kanoner og svære valg – og får samtidigt både motion og frisk luft.
Det er nok de færreste, der kan sige, at de har talt med en vaskeægte præsident, en stadsforvist prins eller en statsminister, der i sin ungdom gerne ville gøre karriere inden for stand-up. Det er ikke desto mindre det, som man kan opleve på Fredericia Bymuseum. Her er de 10 levende portrætter en del af den faste udstilling og er den første af sin art, der med deep fake-teknologi er animeret på touch-skærme, der kan svare på publikums spørgsmål.
”Museerne i Fredericia formår at gøre historien levende og udvikle en formidling, der styrker fantasien, og som kommer den yngre generation i møde, ” siger formand for MiD og jurymedlem Karen Bech.
Fakta
Museumsformidlerprisen er indstiftet for at bringe de bedste formidlingsprojekter frem i lyset. Prisen uddeles en gang om året på Organisationen Danske Museers (ODM) formidlingsseminar.
Prisen er en formidlingsfaglig anerkendelse, der skal motivere og inspirere landets museumsformidlere.
MiD (Museumsformidlere i Danmark) er en landsdækkende forening, hvis formål er at styrke, udvikle og synliggøre arbejdet med museumsformidling – herunder udstillinger og undervisning ved danske museer og lignende kulturinstitutioner.