Det er to meget forskellige rapporter, som visionsgrupperne har præsenteret for et fremtidigt museumslandskab. Én ting er de meget forskellige forslag til (støtte)struktur. Noget andet er, at grupperne ser helt forskelligt på, hvad der er museernes kerneopgave, som staten skal påtage sig medansvar for. Den ene gruppe lægger op til, at formidling er museernes vigtigste opgave, medens den anden gruppe peger på bevaring af kulturarven som det væsentligste.
Her kunne visionsgrupperne – og kulturministeren – have hentet meget værdifuld inspiration i England. Det britiske kulturministerium udarbejdede forrige år et såkaldt ’Cultural White Paper’. Her blev det bl.a. foreslået at nedsætte et uafhængigt udvalg til at se på de britiske museers rolle og opgavevaretagelse i samfundet, og som skulle svare på, hvordan staten kan bidrage til at videreudvikle en bæredygtig og effektiv museumssektor i England. Resultatet, ’Mendoza Review’ er netop udkommet, og det er en meget spændende rapport med visionære anbefalinger og en omfattende redegørelse for, hvilke parametre den statslige museumsstøtte i England skal være fordelt ud fra. Og her handler det vel at mærke ikke primært alene om omfordeling af økonomisk støtte, men derimod om hvilke visioner, staten bør understøtte.
Begge danske visionsgrupper præsenterer nye bud på indretningen af museumsdanmark. Den første gruppe viser et stort kendskab til det danske museumsvæsen, medens den anden gruppe især udmærker sig ved skarpe analyser af, hvordan museerne adskiller sig fra den øvrige offentlige sektor og derfor har meget fokus på den statslige styring og kvalitetskontrol. Men der er stor uoverensstemmelse mellem de fremtidsvisioner, grupperne præsenterer, og de konkrete forslag til en ny fordelingsstruktur, de foreslår.
Visionsgruppe 1’s model vil skabe A- og B-museer
Den første gruppe foreslår, at de 20-30 statsanerkendte museer, som har en omsætning på 3-6 millioner kroner, fremover kun skal have en halv million kroner i statstilskud, og de skal udelukkende være statsligt forpligtet til at formidle. De øvrige museer skal have et grundtilskud til formidling, et opgavebestemt tilskud til bevaring og forskning samt et aktivitetsbestemt tilskud.
Med en sådan model vil der meget tydeligt blive skabt et A- og et B-hold af museer, og sammenhængen mellem indsamling, forskning og formidling forsvinder, begge dele noget som ODM har advaret imod. Gruppen skriver ellers anerkendende om museernes succes med at løfte forskningsforpligtelsen: ”Udviklingen indenfor dette felt har været markant. Tiltaget har vist sin værdi, og det er vigtigt med det nye tilskudssystem at fremme den igangværende udvikling.” Det nævnes således, at antallet af ph.d.’er på de statsanerkendte museer er vokset fra 13 til 69 på blot fire år. Udviklingen skal fremmes, lyder anbefalingen. Derfor hænger det ikke sammen, at de i det følgende afsnit under præsentationen af en ny tilskudsstruktur lægger op til at fjerne forskningsforpligtelsen for godt en tredjedel af museerne! Og i øvrigt giver det ikke mening at lade størrelsen af museets omsætning være afgørende for, om det skal forske eller ej. Over hele landet findes små statsanerkendte museer, som forsker på et højt niveau. Og så er det helt afgørende, at såvel små som store museer opfatter forskning som deres produktudvikling. Museerne er ikke interesserede i at få frataget forskningen. De går i stå, hvis de ikke har mulighed for at produktudvikle.
Visionsgruppe 2’s model vil ødelægge det nationale museumsvæsen
Den anden gruppe foreslår, at museerne helt fjernes fra staten og i stedet lægges under kommunerne med et bloktilskud i halen. Staten skal heller ikke kontrollere museerne mere. Den opgave skal i stedet varetages af 5-10 såkaldte museale videnscentre, som skal føre tilsyn med samlingsvaretagelsen og kapitel 8-arbejdet. ”Herved åbnes der op for en større grad af differentiering, mangfoldighed og lokalt funderet prioritering af indsats og ressourcer samt udvikling af nye samarbejdsformer – evt. fusioner – med andre offentlige institutioner, private virksomheder og civilsamfundsorganisationer,” lyder det i rapporten.
Det er meget vanskeligt at forestille sig en realisering af den model. Et nationalt museumsvæsen vil forsvinde, og der er al mulig grund til at forvente, at 5-10 videnscentre vil forvalte tilsynsmyndigheden meget forskelligt. Desuden vil det give meget mere bureaukrati fremfor den nuværende statslige kontrolmyndighed i form af Slots- og Kulturstyrelsen, som museerne i dag generelt finder både udviklende og passende.
Værn om den nationale samhørighed
Ingen har glæde af at bryde fællesskabsfølelsen og den nationale samhørighed på tværs af de danske museer. De danske museer er netop kendetegnet ved at være et samlet museumsvæsen, som gennem nationale standarder i henhold til museumsloven tilsammen varetager kultur-, kunst- og naturarven. Det er umuligt at fastholde et solidt museumsvæsen i hele Danmark, hvis vi som visionsgruppe 1 foreslår, reducerer op mod 30 danske museer til B-museer. En realisering af visionsgruppe 2’s forslag vil være en endnu større bombe under et fælles forpligtende nationalt museumsvæsen.
Langt hovedparten af de danske museer føler en stor styrke ved at være en del af et landsdækkende netværk med fælles standarder for kvalitet og opgavevaretagelse. Der er få andre steder i Europa, hvor der sker så stor en faglig udveksling og udvikling på tværs af museumssektoren som i Danmark. Stor udveksling er forudsætningen for at holde det faglige højt niveau, som kendetegner de danske museer. Den standard skal vi ikke sætte over styr.
Den statslige fordelingsstruktur bør understøtte adgangen til kultur på højt niveau i hele landet. Det er ikke muligt, hvis der som begge visionsgrupper foreslår pilles ved museernes hovedopgaver indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. Lad det være slået fast: hovedopgaverne hænger i museernes daglige virke uløseligt sammen.
En reducering af opgaverne vil både svække mange danskeres adgang til museerne og musernes rolle som dannelsesinstitutioner og bærere af vores fælles kultur- og naturarv.