Rapporten er skrevet af Lasse Marker og Søren Mikael Rasmussen for Realdania. De lover i overskriften en analyse af kulturpolitikkens udvikling og ikke mindst museernes vilkår. Rapporten er dog i første omgang en god beskrivelse af den aktuelle politiske status og med iagttagelser om primært de sidste års museumsudvikling. Det er fint, at en fond sætter sig for at afdække museernes vilkår, for museerne er de helt store modtagere af de almennyttige fondes midler. Så der er viden at hente for såvel fonde som landets politikere, hvis ønsket er indsigt i museernes aktuelle betingelser. Det er et journalistisk værk, Realdania har bestilt, snarere end en faglig analyse. Det gør den læseværdig. Men det betyder også, at de mange enkelt-citater i rapporten får tendens til at fremstå autoritative. Samtidig svæver udsagn uden yderligere belæg som: ”De fleste museer har ansat medarbejdere til helt op under skorstenene” (s.37). Eller hvad med: ”Konsekvensen er, at der i dag er alt for mange museer, der minder om hinanden” (s. 46).
Det postuleres, at museerne ikke laver brugerundersøgelser, og det konkluderes tilsyneladende, at der på museerne ikke er nok opmærksomhed på brugerne. Det udsagn vil ærgre mange museer (s. 62). Det gør også udsagnet, at ”landets museer puster deres besøgstal op” (s. 77). Det er ikke fair. Der her været en debat på baggrund af uens tal og uklar opgørelsesmetodik, og emnet har i fagkredse været debatteret gennem årene. Det er også værd at hæfte sig ved, at rapporten postulerer, at ”kun få har en lederuddannelse” (s. 87). Det ville være en fin konklusion, hvis den byggede på faktuelle tal. Alene ODM har gennem et tiår haft godt 60 ledere gennem lederuddannelse. Men at der er brug for fokus på lederuddannelse, og ikke mindst ordentlige betingelser for at agere som ledere, er evident og afspejles bl.a. i, at der ofte ikke er stor søgning til lederposterne på museerne.
Det fremgår i rapportens præmis, at man tager afsæt i museernes udadvendte virksomhed og ikke de mere bagvedliggende discipliner som indsamling, registrering, bevaring og forskning. Altså fokus på det udadvendte: formidlingen til borgere og samfund. Det betyder selvsagt, at der er ”blinde vinkler”, og at udsynet mangler til elementære forhold, for at man kan tale om museumsdrift. Man kan savne tal og sammenhænge vedr. for eksempel museernes arbejde med lovmæssige forhold vedr. Museumslovens Kap. 8, museerne i et turismeperspektiv, museerne sociale engagement eller de frivilliges indsats.
Med disse forbehold in mente er der dog grund til at hæfte sig ved rapportens hovedkonklusioner:
Forfatterne mener, i al korthed, at museerne skal sørge for bedre analyser af deres brugere og deres ikke-brugere. Med andre ord tage brugerne alvorligt. Desuden skal det sikres, at der kommer andre faglige kompetencer i spil på museerne for at sikre, at museernes brugere bliver flere og føler sig velkomne. Politikerne, ønsker de to forfattere, skal lave en overordnet landsdækkende strategi for et samlet museumsdanmark, ikke mindst med henblik på at sikre de små og mellemstore museer. Det sker ud fra en betragtning om, at der er store forskelle landet over, hvor de store nok skal klare sig, medens de mindre angiveligt går en usikker tid i møde. Endelig er ønsket til fondene, at de bør se, at museumslandskabet nu er dækket af museer – og at det nu gælder om at medvirke til at kvalitetssikre og udvikle de allerede eksisterende museer.
I ODM er vi i store træk enige i rapportens konklusioner, omend med nuancer. Vi har længe arbejdet for sikker og valid statistik og har haft fokus på bedre brugerundersøgelser. Kompetenceprofilen på museerne ændres markant i disse år – og nye faglige kompetencer ses i stort omfang på museerne. Det synes at være at ”sparke åbne døre ind” at gøre det til en hovedkonklusion. Rapportens ønske om en overordnet landsdækkende politisk strategi for museerne er ikke klart formuleret. Hvis der menes en fælles strategi for indsamling og bevaring og ens overordnede rammebetingelser i statens engagement i hele landet, så ok. Men et ensartet statsligt museumsvæsen er ingen god ide. Kultur er forskellighed, og der skal både tages hensyn til lokale forhold og til det selveje, som er et særkende for langt hovedparten af museumsdriften i Danmark i dag. I ODM er vi af den overbevisning, at den nuværende Museumslov i al væsentlighed stiller tilfredsstillende rammer for museumsarbejdet. Ønsket fra forfatterne til fondene om fremtidig fokus på støtte til kvalitetssikring frem for nye mursten er en besnærende idé i en tid med maksimalt pres på driftsmidler. Det ønskede fokusskifte må dog gerne følges af stadig opmærksomhed på at være villig til at tage chancer, hvor stat og kommune sjældent har øje for nybrud. En banebrydende og nytænkende museumsidé skulle nødig gå tabt, hvis fondene alene indskriver kvalitetssikring som parameter for fremtidens donationer til museerne.