Udstillingsnetværksmøde

Udstillingsnetværksmøde

Digitalt eller analogt – udfordringer og løsninger

I ODMs udstillingsnetværk sættes der fokus på forskellige problemstillinger på de danske museer med den overordnede overskrift ’Udfordringer og løsninger. På det første netværksmøde inviteres der under temaet ”Digitalt eller analogt” repræsentanter fra tre forskellige museer til at fortælle om deres nyere udstillinger, der alle har forskellige grader af digitale og analoge tiltag. Hvad virker godt? Og hvad virker mindre godt? På dagen vil der være god mulighed for at drøfte de forskellige formidlingsformer. Dagen afsluttes med en rundvisning på Danmarks Jernbanemuseum med udgangspunkt i dagens tema.

Program

10.00-10.15: Ankomst

10.15-10.30: Intro og velkomst med kaffe/te og chokolade

10.30-11.00: FLUGT og audioguides som historiefortællere (inkl. spørgsmål) v/ Stina Troldtoft Andresen, Vardemuseerne

Der kan være mange ting at forholde sig til som gæst på et museum. De fleste moderne udstillinger leverer et væld af sanseoplevelser i form af lyd, lys, scenografi, museumsgenstande, årstal m.m. Det kan som gæst være svært både at skulle iagttage og samtidig læse tekster, som fortæller historien om det, man ser. Her kan en audioguide være med til at sætte øjnene fri, så de kan gøre det, de er bedst til – nemlig at se og iagttage.

Igennem de sidste fem år har Vardemuseerne brugt audioguides til at formidle en væsentlig del af historierne i blandt andet Tirpitz, Flugt og Nymindegab Museum. Erfaringerne har været gode, men har også vist, at der er mange ting man skal have ind i overvejelserne, inden man kaster sig ud i at formidle via audioguides.

11.00-11.30: Mellem high og low tech på det nye Københavns Museum – u/ventede fordele og ulemper (inkl. spørgsmål) v/ Vivi Lena Andersen, Københavns Museum

I 2020 slog det nye Københavns Museum dørene op i det gamle Overformynderis bygning – et historisk, fredet og arkitektonisk prisbelønnet hus. Fra start var øvelsen at balancere at være et moderne museum med tidssvarende formidlingsformer i et gammelt hus, hvor æstetiske hensyn, fysiske begrænsninger og driftsudfordringer stod – og stadig står – i kø. Og hvad mener brugerne om de valgte løsninger? High – eller low tech?

11.30-12.00: Mærk dig selv – når gæsternes sanser kommer i spil! (inkl. spørgsmål) v/Mette Broch Jacobsen, Øhavsmuseet
Engang var vi som branche meget imponerede over alle de digitale løsninger som blev mulige – jeg var selv en af dem! Nu er vi måske blevet bedre til kritisk at anvende det, de steder hvor det giver god mening? Med Øhavsmuseets udstilling Mærk dig selv, siger titlen allerede, at det var vigtigt for os at gæsterne fik deres egne sanser i spil. For at opnå det har vi arbejdet både med det analoge og det digitale. I mit oplæg vil jeg komme med forskellige eksempler på, hvordan begge dele kan have både fordele og ulemper.

12.00-12.45: Frokost, sandwich med vand/sodavand

12.45-13.30: Open-call: Har du erfaringer med digitale eller analoge løsninger – gode eller dårlige?
Open-call for alle, der kunne tænke sig at dele deres erfaringer med netværksgruppen. Det kan både være i forhold til elementer, I ikke vil anbefale, eller hvis I bare har fundet den virkelig gode digitale løsning.

Ønsker du at holde et oplæg på 10-15 minutter, melder du dig til med titel og beskrivelse, når du tilmelder dig netværksmødet. Bliver der tilmeldt flere oplæg end der er plads til, vælger planlægningsgruppen, hvem der skal holde oplæg.   

Hvis du ønsker at melde dig til Open-call, så skriv til Anna Back Larsen på abl@jernbanemuseet.dk                                                                              

13.30-14.00 Diskussion af mødeform, hvor afholder vi kommende møder mm.
Da det er første gang netværksmødet bliver afholdt, vil vi gerne bruge lidt tid i plenum til at få afklaret formen for de kommende møder. Hvor tit skal vi mødes? Er prisen ok? Hvor mødes vi næste gang?

14.00-14.15 Kaffe- og kagepause

14.15-15.00: Rundvisning og tid på egen hånd
Kom med og oplev de fantastiske damp- og diesellokomotiver, når museumsinspektør Maria Breddam Slæggerup og formidlingschef Anna Back Larsen fra Danmarks Jernbanemuseum tager netværksgruppen med på rundvisning. Efterfølgende er der tid til at gå på opdagelse på egen hånd.

Mødet slutter herefter.

Dato:

18. sep. 2023
10:00 - 15:00

Sted:

Danmarks Jernbanemuseum, Dannebrogsgade 24, 5000 Odense

Målgruppe:

Formidlere og Udstillingsudviklere

Tilmeldingsfrist:

18/08/2023

Priser:

250 DKK