DR har nu sænket priserne for museer og andre kulturinstitutioner, der ønsker at bruge klip fra DR’s arkiv. Prisen på et klip, der max. varer 60 sekunder, koster nu 1500 kroner, hvilket er en reduktion på knap 17 procent. Rettighedsprisen for anvendelse af hele programmer koster nu 2000 kr. pr. halve time, og er reduceret med 20 procent. DR’s administration i forbindelse med salget såsom f.eks. research, teknik, redigering, levering og gennemsyn er ikke inkluderet i priserne, men fire forskellige administrationspriser er også reduceret med 25-50 procent. Se alle beløb i en kort oversigt.
ODM-sag gennem længere tid
DR’s ændringer kommer efter, at ODM rejste sagen overfor bl.a. Folketingets Kulturudvalg og i forbindelse med det seneste medieforlig. Senest har ODM’s formand Frank A. Rasmussen og andre organisationer været til møde i DR om DR’s kommercielle aktiviteter på kulturministerens foranledning. En rapport fra Deloitte dokumenterede sidste år, at DR har været væsentlig dyrere i sammenligning med public-service-organisationer i andre lande.
Endemålet må være, at DR, som public serviceorgan, på linje med statsstøttede museer, ikke bør have indtjening på arkivfunktionen, men alene få betalt for de helt faktuelle omkostninger. Et andet ønske er at sikre, at der laves en professionel arkiv-brugerflade, således at museerne selv kan fremfinde materiale i det spændende arkiv med de sidste årtiers historier.