Efter fire ugers lukning kan museer og store dele af kulturlivet i øvrigt igen slå dørene op for publikum. Den gode nyhed er netop bekræftet af sundhedsministeren og kulturministeren på regeringens pressemøde om coronasituationen.
Museer kan igen åbne på søndag den 16. januar med krav om coronapas og mundbind/visir. En åbning med så kort varsel og i øvrigt med restriktioner kan dog gøre det vanskeligt for nogle, især museer med høj egenindtjening, at åbne økonomisk forsvarligt. Derfor er muligheden for økonomisk støtte afgørende i den kommende tid. Men i dag fylder glæden mest.
Nils M. Jensen, direktør i ODM:
”Museer er til for borgerne, og ingen museumsdirektør ønsker lukkede døre. Så i dag er en god dag! Vi ved dog også, at gæsternes tilbagevenden kan være noget langsom, ikke mindst, når der fortsat er restriktioner. Og det rammer især museer, som primært er baseret på egen indtjening. Så vi må midt i jublen fastholde politikernes opmærksomhed på, at der fortsat vil være behov for økonomisk støtte. Men hvor vi dog glæder os til, at museer igen kan summe af liv.”
Kulturministeren indkalder kulturordførerne i aften i forhold til at drøfte kulturlivets kompensationsbehov i lyset af den hurtige åbning, de restriktioner, der er ifm. åbningen, og i øvrigt den usikkerhed, der fortsat er i samfundet.
Vi opdaterer løbende ODM’s overblik over retningslinjer og restriktioner samt ODM’s overblik over hjælpepakker når vi har mere information.
Tidligere nyheder om emnet:
Andre nyheder og udmeldinger fra ODM om museer og corona