Færre udstillinger

Hvilket initiativ er der tale om?

At gå fra seks til fire hovedudstillinger om året for at nedbringe de negative aftryk forbundet med disse.

Case fra

Nikolaj Kunsthal.

Hvad og hvordan Nikolaj Kunsthal gjorde

Nikolaj Kunsthal plejer at have seks forskellige hovedudstillinger om året. I 2024 har kunsthallen valgt at omlægge, så årshjulet består af fire hovedudstillinger. I stedet for de ekstra udstillinger, prioriterer personalet nu en anderledes formidling af de udstillinger, de er. De laver flere events og arrangementer omkring udstillingerne, og sikrer på den måde, at udstillingerne kommer til deres ret, og at gæsterne ikke kommer til at kede sig.

Fordele

For kunsthallens ansatte er der mange fordele ved dette tiltag. Først og fremmest er der et bæredygtighedsperspektiv, hvor der bruges færre ressourcer og materialer på skiftende udstillinger, programmer, transport, kommunikation og rejser. Det har også givet fordele i forhold til den menneskelige bæredygtighed. I kraft af det mindre pres for at skabe nye udstillinger, er der frigivet ressourcer til at arbejde i dybden med de udstillinger, kunsthallen har. Det betyder, at hver enkelt udstilling formidles på mange måder, og personalet føler selv, at de har mere plads til at være kreative i formidlingen.

De oplever også et større overskud til at planlægge udstillingerne bedre. De har nemmere ved at tænke i kreative og bæredygtige løsninger, og de lange perspektiver er blevet nemmere at overskue. Det gør fx, at udstillingspersonale kan indtænke de samme materialer i flere udstillinger.

Erfaringer

Det var meget nemt at implementere dette tiltag. Hele huset var med på den. I processen brugte alle meget energi på bekymringer om hvad fonde og publikum ville tænke, men der har ikke været nogle negative reaktioner – og kunsthallen har fået samme tilskud fra fonde som den plejer. Kunsthallens ansatte spurgte sig selv: Hvem har vi alle de udstillinger for? Har vores gæster tid til at se alt det vi laver? Da de tænkte nærmere over disse spørgsmål, gav det bedst mening at skrue ned for mængden og tage ejerskab over processen.

Overraskelser

Kunsthallens ansatte er glade, og føler at de bidrager bedre selv med færre produkter. Man kan vælge at tænke, at det er negativt at lave færre udstillinger, fordi der så er plads til færre kunstnere. Det har der ikke været nogle reaktioner på, og det antages, at det er fordi, at kunsthallen til gengæld skaber mere værdi for de kunstnere, der udstilles. Deres kunst kommer mere til dens ret, end den gjorde før.