I 2023 blev der indført nye krav og regler for affaldssortering. Det betyder, at museerne er forpligtet til at kildesortere i minimum ti typer affald (fraktioner). På dette webinar får du en forståelse for de nye krav og regler, og du bliver klædt på til at kunne indgå en renovatøraftale.
Undervisningen afholdes som et webinar på 1½ time, og vil primært bestå af oplæg. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til konkrete problemstillinger undervejs.
Udbytte
Efter webinaret vil du vide, hvad de nye lovkrav betyder for dit museum i praksis. Du vil ligeledes have indblik i de mest almindelige affaldsfraktioner og hvordan de håndteres. Derudover vil du have fået input til at indgå en kontrakt med en affaldsrenovatør.
Temaer
Kurset vil sætte fokus på følgende:
- Lovgivning; hvilke (nye) krav skal du som museum leve op til?
- Værktøjer; få overblik over jeres lokale affaldshåndtering.
- Gennemgang af renovatøraftaler; omkostningsdriver, mindstekrav, kvalitetssikring etc.
- Affald og data i Co2-regnskaber.
Forberedelse
Deltagerne opfordres til, forud for kurset, at have udarbejdet en liste over de fraktioner, de har på museet.
Målgruppe
Kurset henvender sig til forvaltere og/eller driftsansvarlige på museer.
Undervisere
Birgitte Kehler Holst har over 11 års erfaring som kontraktansvarlig i DR Ejendomme og Service, hvor hun blandt andet har være ansvarlig for affald. Hun har arbejdet med bæredygtighed og adfærdsdesign i driftsregi gennem mange år, og er facilitator for et affaldsnetværk, for en række større virksomheder og kommuner.
Martin Jacobsen er partner i TOTALAFFALD, som er en uafhængig og uvildig Green Tech virksomhed, med bl.a. totalløsninger og rådgivning indenfor affaldsbranchen. Martin rådgiver en bred vifte af danske virksomheder med henblik på bl.a. at få en lovgivningsmæssig korrekt, praktisk optimal og økonomisk attraktiv affaldsløsning.
Museernes Grønne Akademi
Museernes Grønne Akademi har til formål at bidrage til museernes grønne omstilling med viden og kompetenceudvikling. På akademiets kurser får du inspiration og konkrete redskaber til at arbejde med dit museums grønne omstilling, både når det gælder bevaring, udstillinger, bygninger og generel drift og ledelse.
Dette er det første af to online-kurser om affaldshåndtering. Næste kursus annonceres i løbet af foråret og har fokus på adfærd og sortering.