Presset øges – flere fyringer og vinterlukninger grundet energikrise

Flere museer må nu lukke for vinteren pga. de høje energiregninger og økonomisk usikkerhed. I ODM appellerer vi til, at en ny regering reagerer hurtigt og tager stilling til nødvendig hjælp.

Museerne sparer, hvad de kan, på lys, varme mv., men har begrænsede muligheder, fordi de samtidig har ansvar for at passe på vores kulturarv – og det kræver særlige klimaforhold. Det hverken kan eller skal der gives køb på.

Bornholms Museum, Skive Museum og Naturkraft melder om vinterlukkede museer for at spare på energiomkostninger, og drager dermed samme konsekvens som Museum Sønderjylland, der for nylig meldte om lukning af tre museumsafdelinger. I Sønderjylland krævede det også fyringer, det samme melder i dag Museum Odense.

Appel om politisk handling

ODM’s forperson Claus K. Jensen udtrykte i gårdagens TV Avisen bekymring for, om det er toppen af isbjerget, vi ser.

I dagens Altinget Kultur følger ODM’s direktør Nils M. Jensen op:

”Nu bliver folk arbejdsløse, og det er iskoldt på grund af stigende omkostninger. Vi ser ind i en total uvis fremtid, og flere begynder at rebe deres sejl rundt omkring.

Det er dybt alvorligt, og vi vil virkelig appellere til, at en kommende regering hurtigt agerer og tager politisk stilling til, hvad man agter at gøre for at hjælpe de nødstedte museer, så vi undgår at se store fyringsrunder og skimmelsvamp i kulturarven.”

En rundspørge blandt ODM’s medlemmer viste i september, at op mod halvdelen af museerne slås med stærkt stigende elregninger.

Skærmbillede af Claus K. Jensen fra et indslag i TV Avisen. Man ser skuldre og ansigt. TV Avisens logo ses i venstre hjørne. Nederst står: Forperson for Organisationen Danske Museer Claus Kjeld Jensen Undertekst: Jeg er bange for, at det betyder flere lukninger og afskedigelser.
Publiceret:
09/11/2022