Mødet er flyttet  til 9. juni – Hovedmuseumsmøde, digitalt

Mødet er flyttet til 9. juni – Hovedmuseumsmøde, digitalt

Mødet er flyttet – læs mere og tilmeld dig her: 

HOVEDMUSEUMSMØDE, DIGITALT – 9. juni 2021.


Kære kolleger i Museumsdanmark!

Rigtig godt nytår. Måske har I opdaget, at vi i begyndelsen af december via ODMs hjemmeside her udsendte en invitation til digitalt hovedmuseumsmøde d. 22. januar om den nye medievirkelighed. Siden da er corona-restriktionerne som bekendt blevet endnu mere omfattende, og vi har desværre besluttet, at vi på trods af det digitale setup ikke kan gennemføre webinaret på tilfredsstillende vis i den nuværende situation.

Derfor har vi valgt at udsætte mødet til onsdag d. 9. juni kl. 9:30-12.00. Så håber vi på bedre betingelser for at gennemføre arrangementet – og i det hele taget på en bedre corona-situation for Danmark.

Men: Det skal ikke forhindre os i at gå videre med planerne om et samarbejde allerede nu. Som vi skrev i invitationen, ønsker vi at afsøge mulighederne for at skabe en fælles medieplatform på tværs af det danske museumslandskab. Vi har allerede fået positive tilbagemeldinger, og vi vil derfor gerne starte dialogen og lægge skinnerne til et samarbejde med dem, som har lyst, i løbet af de kommende måneder. Så er vi forhåbentlig allerede nået et stykke af vejen inden vi gennemfører hovedmuseumsmødet.

Giv lyd !
Jeg vil derfor opfordre alle, der finder ideerne tiltalende eller bare har lyst til at vide mere om vores tanker til at kontakte mig på jfr@natmus.dk eller tlf. 41206018. Så vil jeg prøve at iværksætte en digital mødeproces, hvor vi kan arbejde videre sammen.

Baggrund: Et fælles ’mediehus’?
Som vi skrev i invitationen, er vi på Nationalmuseet i gang med at søsætte det digitale medie ’Vores Tid’, som skal gøre os alle klogere på nutiden med udgangspunkt i kulturhistorien. Vores Tid fortæller gribende historier i form af podcasts, video og webdoks, der bringer museets viden og forskning ud til en større og bredere målgruppe, end dem, der normalt kommer på de fysiske besøgssteder. På den måde er Vores Tid med til at rette op på den demografiske ulighed i adgangen til de statslige kulturtilbud.

For at realisere visionen samarbejder Vores Tid med etablerede medier og digitale platforme, hvor strategien er at dele rettighederne og altid gøre indholdet gratis tilgængeligt på museets website og hovedsiden vorestid.dk. Vores Tid samarbejder p.t. med bl.a. Radio LOUD, podcast-platformene Podimo og TalkTown (Egmont). Nationalmuseet har desuden løbende samarbejder med både Danmarks Radio og TV2.

Men som nævnt i invitationen er der plads til meget mere – og mange flere. Derfor drømmer vi om, at ’Vores Tid’ kan gøres til et fælles projekt for de museer, der har lyst til at være med. En model kunne være, at vi laver en fælles tværgående redaktion, der arbejder på opdrag af os alle, mens alle medvirkende museer samtidig bidrager med at bringe indholdet ud til brugerne. Det åbner for en masse spørgsmål vedrørende blandt andet finansiering, organisering og styring, som vi er sikker på at kunne finde svar på, hvis der er en vilje til samarbejde.

Med andre ord: Lad ikke coronaen bremse samarbejdet for dem, der har lyst! Jeg glæder mig til at høre fra jer.

Jeg har vedlagt et baggrundsdokument om ’Vores Tid’ med mere information og relevante links. I kan også læse vores oprindelige invitation (nu med den nye dato) herunder.

Bedste nytårshilsener og på gensyn !

Med venlig hilsen / Best regards

Jacob Frische
Chef for Nationalmuseets Mediehus 'Vores Tid' / Head of Media Production

Nationalmuseets Mediehus / Media Production
Telefon / Phone  +45 41206018


 

Invitation til hovedmuseumsmøde om den nye medievirkelighed:

Nationalmuseet bygger mediehus – vil andre museer være med?
Hvis vi et øjeblik ser bort fra coronaens skygge er det en stor fornøjelse at være museumsgæst i denne tid. Kreativiteten og fortællelysten bobler i hele landet, og aldrig har publikum haft et så varieret udbud af vedkommende formidling som netop nu. Det kan vi alle være stolte af.

Men en grundlæggende demografisk ulighed består. Som kulturform virker museerne typisk særligt tiltrækkende på de midaldrende, højtuddannede kvinder. Og de skal selvfølgelig være mere end velkomne, samtidig med at vi fortsat gør alt hvad vi kan for at gøre vores udstillinger og aktiviteter interessante og tiltrækkende for et bredere publikum.

Samtidig er mediebilledet under kolossal forandring. Den teknologiske udvikling har gjort det muligt for andre end de traditionelle mediehuse at producere indhold af høj kvalitet. Og internettet har revolutioneret medieforbruget med bl.a. streaming video, podcast og ikke mindst sociale medier, mens de traditionelle flow-kanaler taber lyttere og seere dag for dag.

Samlet set betyder det helt nye muligheder for museerne. Men også en forpligtelse til at gribe mulighederne og forsøge at nå ud til flere. På Nationalmuseet har vi besluttet at stemple ind i den nye medievirkelighed med skabelsen af platformen ’Vores Tid’, som skal være et journalistisk redigeret medie, der udgiver podcast, video og webdoks ud fra en overordnet ambition om at gøre os klogere på nutiden. Ikke for at gøre reklame og sælge billetter til vores udstillinger, men for at opfylde vores formidlingsforpligtelse over for de mange, som aldrig eller kun sjældent finder vej til de fysiske museer.

Og vi er allerede i gang. På websitet vorestid.dk samler vi tekster, videoer og især podcasts, som vi producerer og udgiver i samarbejde med den nye public service-kulturradio for unge, LOUD, og med Egmonts podcast-platform ’Talk Town’.

Men der er plads til meget mere – og mange flere. Måske kunne ’Vores Tid’ gøres til et fælles projekt for de museer, der har lyst til at være med. Men hvordan?

  • Skal vi lave en tværgående redaktion, der arbejder på opdrag af os alle?
  • Kan vi alle bidrage til at bringe indholdet ud til brugerne?
  • Hvordan finder vi pengene? Fondsstøtte, mediestøtte og/eller sammenskudsgilde?
  • Er der basis for en fælles styregruppe?

Dette og meget mere vil vi gerne diskutere med jer alle på et kommende:

Digitalt Hovedmuseumsmøde fredag d. 22. januar kl. 9:30-12.

Tilmelding nødvendig her. Tilmeldingsfrist: 13. januar 2021. Webinaret er gratis.

Vi gennemfører mødet som et webinar, hvor alle deltager digitalt. Endelig dagsorden udsendes primo januar, men programmet vil bl.a. omfatte:

Fagligt oplæg: Den nye medievirkelighed. v. medieanalytiker og tidl. kanalchef Keld Reinicke

Visionsoplæg: En medie-platform for danske museer?
Status: Erfaringer med medieproduktion indtil nu
Workshops: Kan vi gøre ’Vores Tid’ til et fælles projekt?
 
For de nysgerrige
Besøg ’Vores Tid’ her: www.vorestid.dk
Læs kronik af Rane Willerslev og Jacob Frische: https://natmus.dk/nyhed/saet-fjernsyn-paa-museet/

Vi glæder os meget til at se jer!

Med venlig hilsen

Direktør Rane Willerslev
Vicedirektør Jesper Stub Johnsen
Chef for Nationalmuseets mediehus, Jacob Frische

 

 

 

 

Dato:

22. jan. 2021
08:30 - 11:00

Sted:

webinar

Tilmeldingsfrist:

12/01/2021

Priser:

gratis